Studenterpræsten og Co. - AAU, Fibigerstræde 15, lokale 2.233, 9220 Aalborg Ø, tlf. 96 35 80 81.
Mail: praesten@adm.aau.dk


PROGRAM, EFTERÅR 2002

Velkommen
til et nyt semester!
Her i Studenterpræsten og Co.´s regi byder semesteret på en varieret buket af tilbud, der alle hver på sin måde prøver at kaste lys over vores forståelse af os selv og den verden vi lever i. Programmet byder på kulturelle, filosofiske, eksistentielle og religiøse temaer. Weekendavisens kulturredaktør, Henrik Wivel, har for nylig skrevet følgende: ’Det er helt notorisk ikke muligt at tænke uden om kristendommen og dens fortællinger. De udgør sammen med den græske antik fundamentet under hele den vestlige verdens kultur. Og trosformerne bliver parthaver i ens liv, som talemåder og tanke, som virkelighed. Erkendt eller uerkendt.’. Hvis Henrik Wivel har ret, så har det afgørende betydning for vores forståelse af os selv og hinanden, at vi sætter os ind i kristendommen og dens fortællinger. Det gælder måske ikke mindst i en tid, hvor kristendommen langt fra er alene på markedspladsen, når det gælder religiøse livstydninger. Derfor vil vi med dette semesters program gerne invitere til et livtag med kristendommens – og andre store religioners – fortællinger, idet vi håber, I vil lade jer udfordre til jeres egne overvejelser over, hvad der er vigtigt i livet og historierne om det. Har I mod på ’læsning af primærkilder’, så er vores ’bibelmaraton’, som strækker sig frem til næste sommer, et godt bud (ligesom studiekredsen om Kierkegaard, Løgstrup og Villy Sørensen). Men i øvrigt er I naturligvis velkommen til at plukke det fra buketten, som frister og lade resten ligge til andre. Det er alt sammen – bortset fra et enkelt arrangement – gratis! Velkommen.

Gode idéer… kommer sjældent af sig selv. Det gælder også i vores sammenhæng. Derfor har vi lavet en ’idé-gruppe’ af studerende, som er med til at tilrettelægge det program, du nu står med i hænderne. Lige nu er der 5-6 studerende med i gruppen. Der er plads til flere! Gruppen er åben for alle, som har lyst til at bruge nogle få timer 1-2 gange i løbet af semestret til at snakke program-idéer (og have det hyggeligt). Har du lyst til at være med til at sætte dit fingeraftryk på, hvad der skal ske i Studenterpræsten og Co. fremover, skal du ikke holde dig tilbage. Giv os et praj pr. telefon eller e-mail – eller tag fat i os i forbindelse med ét af vores arrangementer.


STUDIEKREDSE

1. De tre store danske tænkere: Kierkegaard, Løgstrup og Villy Sørensen
Studiekredsledere: Peter Hjorth S. Bjerring og Ib Skotte Henriksen

2. Bibelmaraton - læs Bibelen fra ende til anden!
Studiekredsledere: Christen Staghøj Sinding og Ib Skotte Henriksen

3. Verdens religioner - religionernes verden!
Studiekredsleder: Christen Staghøj Sinding


ENKELTARRANGEMENTER

Torsdag den 12/9
Til yderligheder - eller midtens vovestykke?

Villy Sørensen aften med mag.art Carsten Steen Pedersen, forfatter til bogen 'Midtens vovestykke' om Villy Sørensen

Tirsdag den 24/9
Er sex meningen med livet?

Med Per Straarup Søndergaard, forfatter til 'Ung i en pornotid'.

Mandag den 7/10
Fra 'Portland', over 'Rejseholdet' til 'Fukssvansen'

En aften med filminstruktøren Niels Arden Oplev

Onsdag den 30/10
Fra kartoffelskræller til salmedigter

Med forfatter, frimenighedspræst og salmedigter Steen Kaalø

Onsdag den 6/11
Krop - kultur - identitet

Om salsa og kropskultur med lektor Martin Zerlang, Københavns Universitet

Onsdag den 13/11
Portræt af Gud

Filminstruktøren Jon Bang carlsen tager os med på eftersøgningen af, hvem og hvor Gud er.

Onsdag den 4/12
De ni læsninger

Julemusikgudstjeneste med Budolfi kantori

 
Til yderligheder eller midtens vovestykke ?
TORSDAG DEN 12/9
Villy Sørensen repræsenterede ’midtens vovestykke’. Det er også titlen på den bog, som mag.art. Carsten Steen Pedersen har skrevet og vil fortælle om. Villy Sørensen fremhæver i sin tolkning af  modernitetens værdiopløsningsproces og af kunst, eksistens, myte, filosofi, demokrati, moral og kristendom den enkelte i fællesskabet midt i en tid, hvor personligheden er under opløsning, og demokratiet står i fare for at udvikle sig til en tom kulisse for magtudøvelse.
Kl. 18.00
: Fællesspisning i Studenterhuset, Gl. Torv. Madpris: 20,- kr.
Tilmelding til spisning på 9635 8081 senest kl. 13 dagen før.
Kl. 19.00
: Temagudstjeneste over Villy Sørensens ’Jesus og Kristus’ i Budolfi kirkes krypt ved studenterpræst Ib Skotte Henriksen
Kl. 19.45
: Oplæg ved Carsten Steen Pedersen i Studenterhuset. Gratis entré
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Er sex meningen med livet?

TIRSDAG DEN 24/9 KL. 19.30

Er den aktuelle ’pornoficering’ af samfundet udtryk for frigjorthed, brud på tabuer eller for kommercialisering af seksualiteten? Hvad betyder den for unges seksualitet og for kønnenes syn på hinanden? Forfatter Per Straarup Søndergaard vil på baggrund af sin bog ’Ung i en pornotid’ fortælle om, hvordan pornoen sætter sit præg på det offentlige rum og lægge op til en debat om, hvordan denne udvikling præger især børn og unges seksualitet.
Studenterhuset, Gl. Torv. Entré: Studerende: 20,- kr. Andre: 40,- kr.
Arrangører: Studenterpræsten og Co. i samarbejde med AOF, Aalborg
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Fra ’Portland’ over ’Rejseholdet’ til ’Fukssvansen’

MANDAG DEN 7/10 KL. 19.30

Manuskriptforfatter og filminstruktør Niels Arden Oplev fortæller om og viser klip fra sit TV- og filmarbejde. Blandt hans aktuelle projekter er en biograffilm med handlingen henlagt til Nordjylland og optagelser til en TV-serie med premiere på TV2 i efteråret 2003. Her er en enestående chance for at kigge ind i én af vore mest fremtrædende filmmageres værksted.
Studenterhuset, Gl. Torv. Gratis entré
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Fra kartoffelskræller til salmedigter

ONSDAG DEN 30/10

Forfatter, salmedigter og frimenighedspræst Steen Kaalø fortæller om vejen til sin beskæftigelse med ord i form af digtsamlinger, noveller, romaner, radio- og TV-spil, skuespil og salmer. Steen Kaalø vil denne aften især fokusere på sin salmedigning, som også gudstjenesten vil rumme eksempler på.
Kl. 18.00
: Fællesspisning i Studenterhuset, Gl. Torv. Madpris: 20,- kr.
Tilmelding til spisning på 9635 8081 senest kl. 13 dagen før.
Kl. 19.00
: Temagudstjeneste i Budolfi kirkes krypt ved Steen Kaalø

Kl. 19.45
: Oplæg ved Steen Kaalø i Studenterhuset. Gratis entré
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Krop – Kultur – Identitet!

ONSDAG DEN 6/11 KL. 19.30

En aften om byliv og bevægelseskultur i Havanna. Man taler om genius loci, ’stedets ånd’, men ligesom byer har deres egen ånd har de også deres egen rytme og i Havanna er det salsa, som sætter byens bevægelseskultur. Lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet Martin Zerlang vil med eksempler fra cubansk litteratur og billedkunst belyse samspillet mellem by og bevægelseskultur.
Efter oplægget vil der være mulighed for under kyndig instruktion af salsa-instruktører fra Aalborg Salsa Forening at gøre sig sine egne bevægelseskulturelle erfaringer!
Studenterhuset. Gl. Torv.
Arrangører: Studenterpræsten og Co. i samarbejde med Aalborg Salsa Forening (www.aalborgsalsa.dk). Gratis entré
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Portræt af Gud

ONSDAG DEN 13. NOVEMBER

En aften med filminstruktøren Jon Bang Carlsen - instruktør af mere end 30 film - og hans seneste film: ’Portræt af Gud’. Som en anden privatdetektiv sætter instruktøren ud på jagt efter den ’mest eftersøgte person i vor tid’: Gud. Han leder blandt andet i det berygtede Pollsmoore fængsel i Sydafrika. Jon Bang Carlsen vil denne aften – blandt andet med klip fra filmen - tage os med på eftersøgningen af hvem og hvor Gud er!
Kl. 18.00
: Fællesspisning i Studenterhuset, Gl. Torv. Madpris: 20,- kr.
Tilmelding til spisning på 9635 8081 senest kl. 13 dagen før

Kl. 19.00
: Temagudstjeneste i Budolfi kirkes krypt ved studenterpræst Christen Staghøj Sinding
Kl. 19.45
: Oplæg ved Jon Bang Carlsen i Studenterhuset. Gratis entré
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

De ni læsninger

ONSDAG DEN 4/12 KL. 19.00

’De ni læsninger’ i Klosterkirken med kor og solister fra Budolfi kirkes kantori, under ledelse af organist og kantor Margrethe Østergaard.
Aftenen fortsætter med gløgg, æbleskiver og adventshygge i Studenterhuset. Gratis entré
TILBAGE TIL OVERSIGTEN


STUDIEKREDSE

De tre store danske tænkere

Eksistens, univers, samfund. Kierkegaard, Løgstrup, Villy Sørensen.
Den gamle Kierkegaard-studiekreds optager nye deltagere. Alle, der interesserer sig for én eller flere af ovennævnte – geniale – danske filosofiske tænkere er velkommen. Vi mødes ca. 1 gang om måneden i Studenterhuset eller præstegården under hyggelige former. Vi læser, diskuterer, ser film og får overblik, viden og ny inspiration.
Studiekredsledere: Peter Hjorth S. Bjerring og Ib Skotte Henriksen. Tilmelding til 98 34 12 07 eller praesten@aua.auc.dk senest den 12/9, evt. ved Villy Sørensen-foredraget, som er en god optakt til studiekredsen. Deltagelse er gratis.
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Bibelmaraton

Læs Bibelen fra ende til anden! Det er noget af en maratonpræstation at læse Bibelen fra begyndelsen til enden. Men det er også en spændende udfordring at vove det uoverskuelige. Det giver overblik og indsigt at læse i sammenhæng. Idéen er ganske enkelt, at vi i studiekredsen får læst hele Bibelen. Vi støtter hinanden i vores læsning og kan sammen drøfte de tekster, vi læser.
Bibelmaraton løber fra september 2002 til juni 2003. Vi mødes ca. hver 14. dag i semesteret for at læse og drøfte det, vi har læst. Første gang mandag den 9/9 kl. 19.00 i Studenterhuset. Studiekredsledere: Ib Skotte Henriksen og Christen Staghøj Sinding. Tilmelding på 9635 8081 eller praesten@aua.auc.dk.  Deltagelse er gratis.
TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Verdens religioner – religionernes verden

Religionerne spiller en væsentlig rolle for den måde vi indretter vores liv og vores samfund på. Danmark omtales ofte som et ’kristent’ land og muslimske kredse taler om Sharia-lovgivning. Men hvad går de forskellige religioner egentlig ud på og hvad er deres anliggender? Er det den samme Gud kristne, jøder og muslimer tror på? Hvad kan vi bruge religionerne til?
Studiekredsen vil give mulighed for at drøfte sådanne – og mange andre – spørgsmål om religion og tro.
Første gang  mandag den 16. september kl. 19.00 i Studenterhuset. Studiekredsleder: Christen Staghøj Sinding. Tilmelding på 9635 8081 eller praesten@aua.auc.dk. Deltagelse er gratis.

TILBAGE TIL OVERSIGTEN

Sidst opdateret: 21.08.2002
Webmaster: Christen Staghøj Sinding